Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Maden

Børn indtager op imod 70 % af deres energi, mens de er i institution, og kvaliteten af den mad, der serveres er derfor vigtig. Vi gør os derfor umage for at lave mad med variation og velsmag hele tiden.

Børn udvikler deres madglæde og madmod igennem barndommen. Vi ser det som en af vores opgaver at understøtte, at børnene udvikler lyst og glæde ved at spise varieret og sund mad. Dette er vigtigt, da børns madvaner følger dem ind i voksenlivet og man ved, at sunde børn bliver til sunde voksne.

Vi laver mad fra bunden af friske og økologiske råvarer i sæson. Vi har fokus madspild og at maden ernæringsmæssigt er målrettet børn. Vi har Det Økologiske Spisemærke i Guld, hvilket betyder at vores økologiprocent ligger mellem 90-100%.

Vi sørger for, at maden er sund og passer til børnenes behov og alder. Vi følger Fødevarestyrelsens officielle anbefalinger for børnemad.

Vi tager hensyn, hvis ønsket om specialkost og/eller diæter er lægeligt anbefalet og beder om lægeerklæring. Specialkost er kost, hvor enkelte fødevarer undlades af kosten. Kulturelle og religiøse hensyn imødekommes, og der tilbydes vegetarmad. Der kan desværre ikke serveres vegansk mad, idet der ifølge fødevarestyrelsen ikke kan anbefales at børn spiser vegansk. Forældrene må gerne selv tage mad med til børnene, hvis forældrene ønsker vegansk mad, de skal dog fortsat betale til den fælles madordning

Vi arbejder ud fra følgende principper i køkkenet:

Økologi, madspild og bæredygtighed

  • Vi har Det Økologiske Spisemærke i guld, og træffer bevidste valg, når vi vælger en fødevare i konventionel kvalitet.
  • Vi prøver så vidt muligt at minimere brugen af kød uden at gå på kompromis med smag eller næringsbehov.
  • Vi arbejder aktivt med madspild, da madspild er miljøbelastende og dyrt. Vi bruger fx overskydende brød til f.eks. croutoner, og kommer grødrester og grøntsagsrester i brødet til mellemmåltiderne.  Ugens rester bruges fredag, som er planlagt smør-selv rugbrød.

Råvarekvalitet

  • Vi laver maden fra bunden af friske råvarer af høj kvalitet, fordi det giver større smagfulde og sanselige oplevelser.
  • Vi bager alt vores brød og rugbrød fra bunden, sylter når det giver mening og laver så vidt muligt vores egen pålæg og mayonnaise.
  • Vi indkøber så vidt muligt hele, friske råvarer, og undgår halv- og helfabrikerede varer.

Sæson

  • Vi lader os inspirere af sæsonerne i vores menuplanlægning, så man kan mærke årets gang på tallerkenen.
  • Hver tredje måned har en sæson-nøgleråvare. Børnene bliver præsenteret for råvaren flere gange i løbet af måneden, både i maden, tilberedt og udskåret på forskellige måder og ved at arbejde pædagogisk med dem. Det kan være asparges og rabarber i foråret, bær og tomater om sommeren og svampe, æbler og græskar i efteråret.

Sanseoplevelser

  • Vi smager al mad grundigt til med surt, sødt, salt og bittert, og sørger for umami i maden. Balancen mellem de fem grundsmage er afgørende for om maden smager – også det salte og søde.  
  • Vi vægter, at maden smager af noget og bruger gerne fx friske krydderurter til at give maden sanselighed og smag.
  • Vi arbejder aktivt med madens udseende og konsistenser, for at gøre vores måltider til sanseoplevelser hver dag. Maden skal smage af noget og børnene skal præsenteres for forskellige konsistenser i maden.
  • Vi sørger for, at der altid er små skåle med toppings eller krydderier som tilbehør, så børnene selv kan præge maden.